der er flere, som har skrevet og undret sig over, hvorfor jeg har aflyst det meste.
tak for kærlige tanker og hilsner!
jeg vælger at svare på denne måde…
det er en ganske særlig tid…
ja, faktisk startede det allerede den 3.januar, da jeg faldt og brækkede håndledet.
et kompliceret brud, der krævede operation.
efter operationen lå jeg på stuen for genopvågning og fik målt min iltprocent til blot 92%.
det betød, at jeg derfor ikke måtte regne med at komme hjem før imorgen!
sygeplejersken bad mig om at puste i et særligt åndedrætsapparat og på et eneste pust eller en laaang yogisk udånding sprang min iltprocent fra 92 op til 97% og jeg oplevede en nærmest chokeret reaktion hos personalet, der aldrig havde set noget lignende…
SÅ fik jeg en filur og fik lov til at komme hjem med en metaldims samt 8 skruer og en tro på, at det igen ville blive fint – dog med besked om at aflyse ALT og med lange udsigter for genoptræning…
januar og februar gik mest med at sove og spise, mens marts handlede om genoptræning med ergoterapi og selvfølgelig meditativ yoga, der føltes som små skridt en mm ad gangen i den rigtige retning…
forårets retreats blev aflyst på nær et enkelt dark sky retreat på Møn, fordi 3 trofaste yoginier meldte sig til at stå for ALT det praktiske, så jeg blot skulle sidde på min yogamåtte og undervise et lille hold på 8 taknemlige yoginier.
ugen efter havde min mor inviteret hele familien til 95års fødselsdag i Kalundborg.
hun havde skrantet inden, men hun er jo sej, så først nu blev det mig klart, hvor dårligt hun egentlig havde det…
3 dage efter flyttede jeg ind til hende i Kalundborg, hvor jeg på nær små pauser har boet lige siden.
dagene går med at kikke i gamle kalendere, snakke gamle dage og lave alle hendes yndlingsretter.
ja selv blomkål har jeg efterhånden vænnet mig til omend grydestegt med lidt mere masala end den traditionelle danske kogte blomkål…bare min mor nyder det, så er jeg glad…
min mor dyrkede yoga, da jeg kom til verden i ’66 – og det var der ikke ret mange, der gjorde dengang, da der blot var to yogalærere herhjemme i Danmark.
hun var heldig i at have fundet en ægte yogini som yogalærer, der ikke blot underviste de fysiske yogaasanas, men introducerede sine elever til yogisk livsstil (sadhana) med vegetarisme og hele filosofien bag.
hun var – selvom hun var gift med en slagter – 100% vegetar, og inspirerede en større gruppe kvinder ikke mindst min mor.
for mig betød det en sund og bevidst start på livet, hvor yogaen bogstavelig talt kom ind med modermælken, og helt sikkert allerede gjorde en forskel, da jeg lå inde i min mors mave.
spørgsmålet er om det var yogaen, som valgte mig…?
yoga føles ihvertfald som mit kald i livet!
også her i Kalundborg, hvor vi tager én dag ad gangen.
jeg plukker dagens blomst til hende og vi læser postkort fra køleskabet… og både griner og græder sammen.
jeg er taknemlig for at kunne være der for hende i denne særlige tid.
det var slet ikke et spørgsmål om jeg skulle aflyse forårets yogaferie på Kreta.
tværtimod kan jeg virkelig mærke, at jeg skal være der – lige her og lige nu – også selvom det er svært…
…så det er det, jeg er 😇🥰🙏
.jpg?etag=%228001d-690ed8c8%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&quality=85)
.jpeg?etag=%2267384-690ed8c4%22&sourceContentType=image%2Fjpeg&quality=85)
