Oprindeligt skrevet den 30.januar 2014

I aftes besøgte vi det lokale nogen siger endda to tusind år gamle Janardhana tempel.

Og det er blevet brugt hver eneste dag lige siden tidernes morgen, så luften er nærmest tyk af tro og tilbedelse gennem de mange mange år.

Hvert år rejser tusinder og nærmere millioner af pilgrimme til byen og op i det gamle tempel for at gennemgå en særlig ildceremoni, puja indeni templets hellige kerne, hvor kun hinduer må komme – dette er for at rense sig for gammel karma, og derefter fortsætte på bare fødder ned ad tempelgaden til tempelstranden, Papanasam, der direkte oversættes til stedet, hvor synderne skylles væk. Her må alle være med og jeg har flere gange deltaget og nydt vandets rensende effekt i de afsluttende ritualer helt ude i vandet.

Til de fleste større templer hører en tempelsø, hvor der bliver badet og vasket tøj dagen lang. Denne sø bliver mirakuløst forsynet med friskt vand fra kilderne, der fulgte med det hellige bjerg, som Hanuman bragte hjem fra Himalaya – læs om eventyret i mit blogindlæg Varkala

Som vi snakkede om på vejen ud, da vi stod og så på det mindst lisså gamle kæmpestore boddhitræ ved udgangen, så er det ikke som vores kirker noget de gør en sjælden gang i mellem, tværtimod!

At gå i tempel og deltage i den flere timer lange ceremoni er en almindelig ting at gøre i den indiske hverdag. Jeg kender flere i Varkala, som kommer her hver dag og de fleste lokale gør det hvis ikke hver dag så så tit om muligt og ihvertfald flere gange om ugen.I templet er høj musik med trommer og sang, hvor man forsøger at tryllebinde sindet med farvestrålende symbolske figurer af dæmoner, guder og fantasivæsner, lotus og bananblomster, ritualer, tusindvis af olielamper, sandeltræspaste med rosenvand til prik i panden og med uret rundt en del gange inkl alle de små sidetempler, osse slangens som vi alle respektfuldt bøjer hovedet for med hænderne samlet i namaste.

Slangen har givet navn til Keralas hovedstad, thiruvanandapuram, der direkte oversat betyder den lykkelige slanges by…her i landet holder man sig på god fod med slangerne.

Dette tempel er dedikeret til den modigste af alle guder Ayyappa. Der er 7 Ayyappatempler, en for hvert chakra som traditionen tro hvert år i januar valfartes til af mænd og piger under 8 og kvinder over 60 år, da Ayyappas styrke kommer af sin livslange kyskhed og han derfor ikke må komme i nærheden af frugtbare kvinder.

Ayyappa er søn af Vishnus eneste kvindelige inkarnation Mohini, der er en lidt hemmelig avatar lige efter Kurma, som forfører Shiva – ud af det kommer Ayyappa, osse kaldet Manikandan, fordi han bærer en juvel (mani) om halsen (kanda), da han som lille blir fundet på bredden ved Pampa floden af majarajaen, Rajashekhara, som tar ham til sig som sin søn.

Han vokser op på paladset med sin jævnaldrende bror. Ayyappas stedmor vil gøre alt for, at hendes egen søn bliver tronfølger. Hun lader som om hun er syg og får en læge til at ordinere tigermælk, noget hun ved er dødsens farligt at skaffe.

Alligevel går Ayyappa ud i junglen og kommer til alles store overraskelse tilbage ridende på en kæmpe tigermor med hendes tigerkillinger hoppende omkring…

Dermed har Ayyappa bevist, at han ikke kun er den modigste mand, men ophøjet til gud…