Oprindeligt skrevet den 25.januar 2014

Som brevkasseredaktør på yogatid.dk fik jeg et spørgsmål, som flere yogier har stillet gennem tiden – og som det meste indenfor yogaens verden afhænger svaret af, hvilke kilder man konsulterer og hvem man spørger…

Hvordan dyrker man yoga i forhold til de 7 chakraer?

Forskellige former for yoga har fokus på de 7 chakraer og de fleste yogastillinger, hvor kroppen bøjes, svajes, krummes, strækkes eller drejes, aktiverer en eller flere af de 7 forskellige endokrine kirtler.

Hatha yoga med udøvelse af de fysiske yogaasanas er meget relativt og individuelt, bl.a. i forhold til hvor meget man aktiverer låsene og derved påvirker de forskellige chakraer/endokrine kirtler.

Generelt i omvendtstående stillinger aktiveres alle de kirtler, hvor kroppen vender nedad, som fx i hunden med hovedet nedad, hvor de 4 øverste chakraer påvirkes.

Når vi har vægten på hovedet i sneglen, klovnen, fisken og selvfølgelig hovedstand og står vi helt korrekt øverst på issen/kronechakraet, som også er akupunkturens vigtigste punkt kaldet do20, himlens port eller Baui, aktiveres hypofysen.

To af de største yogier i historien, henholdsvis Iyengar og Sivananda, er enige om, at man skal arbejde sig kronologisk gennem chakraerne med forskellige asanas. Men de er uenige om hvilken vej!

Iyengar arbejder sig fra rodchakraet og op og har derfor ikke omvendtstående stillinger i starten af timen, men anbefaler at shavangasana (skulderstand) og halasana (plov) udføres umiddelbart før den afsluttende dybdeafspænding.

Sivananda var både en anerkendt yogi samt uddannet som medicinsk læge og havde derfor en anden videnskabelig baggrund for at sammensætte et program af 12 asanas i nøjagtig kronologisk orden – men han starter i modsætning til alle andre oppe fra kronechakraet og går med de næste 8 stillinger ned gennem kroppen for til sidst i siddende drejninger at påvirke alle 7 chakraer og afslutningsvis med de to balance/stående asanas skabe grounding.

Sivanandas program med de 12 asanas:

shirsasana (hovedstand)

shavangasana (skulderstand)

halasana (plov)

setthu bandhasana (bro)

matsyasana (fisk)

patschimottasana (foroverbøjet rygstræk)

bhujangasana (cobra)

shalabasana (græshoppen)

dhanurasana (bue)

ardha matsyendrasana (rygradsdrejning)

krakasana (krage)

trikonasana (trekant)

Kundalini yoga er nok den form for yoga med størst fokus på chakraerne, hvor der lægges vægt på rækkefølgen nedefra og op, mens Ashtanga, Bikram og de fleste andre yogaformer har mindre, hvis overhovedet noget fokus på chakraerne og anatomisk kronologi.

Programmet de 5 tibetanere er mere fokuseret på hormonel balance og dvs endokrine kirtler/chakraer end noget, men her ses den kronologiske orden til gengæld som uvæsentlig…!

Læs mere om hvordan de forskellige former for yoga forholder sig til emnet og få uddybende information på yogibrevkassen HER

De 7 chakraer

Chakra betyder hjul på sanskrit og man kan mærke lyden skaber noget, der drejer rundt – specielt omking de 7 grundlæggende hovedenergicentre i kroppen.

Hvert chakra relaterer til en endokrin kirtel, vigtig for vores hormonelle balance og hvert chakra har kontakt med en større nervebane, der forgrener sig ud fra rygraden og påvirker specifikke kropsdele og kropsfunktioner.

Derudover er de 7 chakraer også forbundet med farver, lyde, sanser, planeter, metaller og meget mere…